Du skønne land…

med grønne enge og med gyldne agre,

med kløfterne, hvor bækken

sig gennem krattet snor,

og langs med vejen hækken

hvor fugleskaren bor;

skønne land, i din rige have

mindets blomst gror på heltegrave,

mindets blomst.

en bejler kom fra syd og en fra norden,

den ene kom i glansen

af rigdom og af magt

og bød dig brudekransen

og herlighed og pragt,

fagre ord talte han med liste,

fagre ord mange hjerter friste,

fagre ord.

og havde ikke mange ord at spilde,

dog var der i hans stemme

den gamle kendte klang,

som ingen kan forglemme,

der hørte den engang;

det var sang fra din barndoms dage,

minderøst om din fryd og klage,

minderøst.

og du er fostret af den fælles amme,

og før han lod dig fare,

og før han dig forlod,

for vilde han ej spare

sit bedste hjerteblod.

Ej på skrømt for hans sværd af skeden;

tunge slag drøned over heden,

tunge slag.

og bruden har sin rette brudgom fundet,

nu vil han jaord drikke

alt med sin liljevand,

og mellem dem slet ikke

er plads til tredjemand.

For hun skal rives fra hans side,

end en dyst tør vel dansken ride;

end en dyst.