Af Martin N. Hansen Mel.: Fjärlin vingad syns på Haga
Glaj, som skuld en mød’ sin kjærest og hå kåst den sjelsamm dav, kån en go en mornstund tidle nenn fro Almstej til Fynshav. Der er sang i åll’ e dighe, en kån sier e skov og stråend og e suel, der langsomt kømme op bagg Lyø som en bråend.
Ingen vunn og ingen hæesttrav, der er kun min egen skridt, og di kån, så tit æ lytte, o e vejkånt dæmpes lidt. Æ kån sto, så tit æ lyste, der er still om åll’ e hus’, kun en enkelt snepp kam fløjend nenn og lånded’ i e mus’.
Såndt en mornstund var det tidle æ fuld Kjesten hjem fro gild. Tænk om æ egenn kun mød hind liså ung og glaj og mild. Lad mæ go her liså lykle og så leet eno engang, som da ålt det villest vint voss og e dav’ var lys og lang’.
Som e suel den langsomt stigghe vil e stilhed haste vig’. Er der karl’ e dav, der følle, da hold rigte åv jer’ pig’. Der er sang i åll’ e dighe, og e hyld stæ fint i blåst – det er lisom ålt er færre og skal snart astej til kåst!
|