Pær Kresjen

Pær Kresjen kør’ te stajs.
Pær Kresjen kør’ te stajs, mik mak
Pær Kresjen kør’ te stajs.
Han kør’ til stajs med fier tønder rov,
molak, molak, mak mak mak,
Han kør’ til stajs med fier tønder rov,
for pæeng var hadt behov.

Hans kuen hun var’ ham ad:
Lad vær’ med kortspil, punser, sjov,
Og taf kun it vor rov!

Godt uer er haste glemt,
og i Krumom, dér ty han ind
i ly for ræen og vind.

Di tumbe kån hå held.
Han traf Lavs Lykk fro Lambjerreloend
og speeld med ham en stoend.

Og hvondt det så gik til,
Pær Kresjen fæk e hænder fuld’
åv trumfer, søll og guld.

Han bløv nok ålt for kry.
Og for den mild Mads Muus fro Mjang
et hunde dåle sprang.

Men held gör tumbe folk.
Håns Høj fro Hæesthav kam og holdt.
Det kost’ ham kun en gålt.

Og vilde’ bløv dæt spil.
Den rig’ Håns Blaj fro Bleesborre møll’,
han taft sit skimle føl.

E folk di kam og gik.
Fro Katryd kam den klog’ Klåj Kok,
men han fæk haste nok.

Pær Kresjen vandt og vandt,
et griss, en kvej, en kuer, et lám
og pæeng og møje krám.

Han sad og glemt sin rov,
sin hest, sin kuen – e snie knyg,
og det tov til å fyg’.

Hun vint’ e hiele nat
og græd og gisped’ og var gall
og fægte’ med e all.

Han kam den trirre dav’
og sang og fløjted’ og var glaj:
Æ kund itt find e staj.

Hvad var det for en snak?
– Nej, æ kam itt til stajs, lill’ muer,
e hest skuld hå et fuer …

Da fløj hun hielt i flint,
og åll’ hinds uer var skarp og stygg:
No skal æ stryg’ din ryg!

Men lav hun såv hans lass
og hør’ et grynt, et bræg et brum,,
da slov hun haste om:

Do er den villest månd!
Og do skal månne gang’ fo lov
å kjør til stajs med rov!