Af Martin N. Hansen (efter Robert Burns)
Skuld gammelt venskab go i glemm og ålder komm i mind’? Skuld gammelt venskab go i glemm og dav, vi længst såv svind’? For åll’ gammel dav’, min ven, for læng, læng senn, ja, skål og tak for ålt, der var for læng, læng senn.
Vi plukked’ blommer i e maj og lejt og sprang så leet. No hæ vi travved vidt omkring og rend en benntøj treet. For åll’ gammel dav …
Vi pjasked’ sammel i e dam og drømt’, den var et hav. Det bløv lidt møje vånd, der skild’ voss i vor’ månddomsdav’. For åll’ gammel dav …
Hér er min håend, og ræk mæ din, der holdt så trule ved. No vil vi tæj en dygte slurk for det, der itt gik te. For åll’ gammel dav …
Og lævnes dæ voss stoend å tømm et halstab no og da, så vil vi mindle løvt vort krus og tænk’ o ålt, der va’. For åll’ gammel dav …
|