Weadke tar

Forfatter: Halvor Bogh (2008)

I nat jeg havde en underlig drøm,
jeg fløj bort over landet i tid og rum.
Jeg så på det sted, drømmen førte mig hen,
det var stranden ved Emmelev, jeg kendt igen.
Det var mørkt, det var ensomt og koldt,
men så steg op fra sandet et blussende bål.
Det løb langs med kysten mod syd og mod nord,
det lyst mod himlen, hvor guderne bor.

Og straks om bålet var folk i flok,
de dansed’ og fested’ og gik helt amok.
Jeg spurgte en pige, der hen til mig kom
“hvad er det, I gør, og hvad handler det om”.
Hun smilte til mig, og hun sagde:
“vi fester for lyset, for det, som vi tror.
Vi ofrer til Odin og Freja og Thor
og råber mod himlen, hvor guderne bor
Weadke tar, Weadke tar,
Weadke tar, Weadke tar, Weadke tar,
Weadke tar, Weadke tar,
Weadke tar, Weadke tar, Weadke tar.

Om bålet stod folk andægtigt og fromt,
væk var festen fra før, det føltes lidt tomt.
Jeg spurgte en præst, der hen til mig kom
“hvad er det, I gør, og hvad handler det om”.
Han så på mig, og han sagde:
“Bike-bålet for Petri vi brænder i dag,
Sankt Peter den helgen, på ham vi tror”.
Folk hvisked’ mod himlen, hvor guderne bor.
Weadke tar …

Og atter drømmen tog mig hen
nogle hundrede år til stranden igen.
Om bålet stod folkene alt på ræd,
mændene fested’, mens pigerne græd.
Jeg spurte én, og hun sagde:
“Per’s Awten det er, hvad vi fejrer i dag,
i morgen rejser vor mænd mod nord,
de rejser derop, hvor hvalerne bor”.
Væk de tar, væk de tar,
Væk de tar, væk de tar, væk de tar,
Væk de tar, væk de tar,
Væk de tar, væk de tar, væk de tar

Til sidst tog sangen mig frem til nu

tænk bålet på stranden det brænder endnu!

Ved bålet var taler og folkene sang

om gamle dage der var engang.

Manden der talte han sagde

Vi fejrer med bålet historiens gang,

fra dem der ofred til Odin og Thor

og råbte mod himlen hvor guderne bor.

Weadke Tar, Weadke Tar

Wedke Tar, Weadke Tar, Weadke Tar